Dortmund dropper superstjerne af disciplinære årsager

    Borussia Dortmund har droppet Pierre-Emerick Aubameyang til fredagens kamp i Bundesligaen ude mod Stuttgart.

    Stjerneangriberen er udeladt af truppen af disciplinære årsager, meddeler Dortmund torsdag på Twitter.

    Fodboldklubben har ikke forklaret, hvorfor Pierre-Emerick Aubameyang er vraget, og hvad han har gjort galt.

    Pierre-Emerick Aubameyang har scoret 10 mål i 11 ligakampe i denne sæson, men han har ikke scoret i de fem seneste kampe i forskellige turneringer.

    Det er ikke første gang, at Pierre-Emerick Aubameyang bliver straffet af disciplinære årsager i Dortmund.

    For et år siden blev Pierre-Emerick Aubameyang suspenderet efter en shoppingtur med nogle venner til den italienske modeby Milano, som gaboneseren ikke havde fået tilladelse til.

    Ved den lejlighed gik Pierre-Emerick Aubameyang glip af en Champions League-kamp mod Sporting og undskyldte efterfølgende sin udflugt.

    – Jeg har indset, at jeg lavede en fejl ved at tage til Milano, og jeg vil gerne sige undskyld til holdet og i særdeleshed til træneren, sagde Pierre-Emerick Aubameyang dengang.

    Dortmund havde sin bedste sæsonstart i Bundesligaen nogensinde og toppede tabellen, men holdet har ikke vundet i ligaen siden september og er nede på tredjepladsen seks point efter førende Bayern München.

    /ritzau/