Italiensk landstræner er fyret efter VM-fiasko

    Den italienske fodboldlandstræner, Gian Piero Ventura, er fyret, efter at Italien ikke kvalificerede sig til VM-slutrunden i Rusland næste år, oplyser Det Italienske Fodboldforbund (Fisc).

    Italien, der har vundet VM fire gange, tabte samlet 0-1 til Sverige i de afgørende playoffkampe om en VM-billet.

    Beslutningen om at fyre Gian Piero Ventura blev truffet efter et krisemøde i det italienske forbund onsdag i Rom.

    69-årige Gian Piero Ventura nægtede mandag at trække sig, efter at Italien på hjemmebane havde spillet 0-0 mod Sverige.

    Svenskerne havde overraskende vundet den første playoffkamp med 1-0 tre dage forinden.

    Gian Piero Ventura fastslog, at han havde en af de bedste stime af resultater i de seneste 40 år.

    – Jeg har kun tabt to kampe på to år, sagde Gian Piero Ventura til italiensk tv.

    Det er første gang i 60 år, at Italien ikke kvalificerede sig til en VM-slutrunde.

    Gian Piero Ventura afløste Antonio Conte i juni 2016 på en toårig kontrakt, der stod til at udløbe efter VM-slutrunden i Rusland næste sommer.

    Præsidenten for Det Italienske Fodboldforbund, Carlo Tavecchio, er også kommet i modvind, fordi han anbefalede at ansætte Gian Piero Ventura som landstræner.

    Carlo Tavecchio kaldte Gian Piero Ventura for innovativ og yderst erfaren og betegnede ham tilmed som en mester i fodbold.

    Evnerne rakte dog ikke til at hjælpe Italien til VM, og det blev for meget for ledelsen i fodboldforbundet.

    Italien magtede ikke at vinde over Spanien i to forsøg i VM-kvalifikationen, mens det også blot blev til uafgjort i en kamp mod Makedonien.

    Spanien vandt gruppen, mens Italien blev toer og skulle spille to VM-playoffkampe mod Sverige.

    Indtil videre sidder Carlo Tavecchio stadig som præsident i forbundet trods kritikken.

    /ritzau/