Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har modtaget endnu et afbud til det danske kvindelandshold forud for VM i december.
Denne gang drejer det sig om stregspilleren Stine Bodholt, der i et stykke tid har været ukampdygtig med en knæskade, der fortsat volder problemer.
– Stine vil bruge december måned på at få styrket knæet, så hun i det nye år igen er “fit for fight” til at kæmpe for Viborg HK og landsholdet, lyder det i en pressemeddelelse fra Viborg HK.
Stine Bodholt har været med i begge de slutrunder, hvor Klavs Bruun Jørgensen har haft ansvaret for landsholdet, nemlig VM i Danmark i 2015 og EM i Sverige sidste år.
Den 28-årige Viborg-spiller var en af tre stregspillere i VM-truppen, der også tæller Sarah Iversen og Kathrine Heindahl. Der er endnu ikke udtaget en afløser.
Inden udtagelsen af VM-truppen tidligere på måneden måtte også bagspilleren Anne Mette Hansen melde fra.
Skytten fra den ungarske storklub Györ blev i september ramt af en korsbåndsskade og har opgivet at blive klar til slutrunden.
VM spilles mellem 1. og 17. december i seks forskellige tyske byer. Danmarks indledende gruppe er placeret i Oldenburg.
/ritzau/











