Trusler mod tyrkiske fly i Københavns Lufthavn

    Mandag eftermiddag blev der under en politiforretning i Københavns Lufthavn fremsat trusler mod alle fly fra det tyrkiske flyselskab Atlasglobal. Det førte til, at dele af lufthavnen blev lukket ned.

    – Vi kan bekræfte, at der er en politiforretning i lufthavnen, ved et Atlasglobal-fly, hvor der er fremsat en trussel mod alle Atlasglobal-fly, sagde talsmand for Københavns Lufthavn Lars Lemche.

    Han understregede, at alt var roligt i lufthavne.

    Kort efter kunne han oplyse, at politiforretningen var afsluttet, og at alt er tilbage i normal drift.

    Truslerne blev fremsat i Finger C, hvilket dækker over den del af lufthavnen, hvor alle C-gatene er.

    /ritzau/