Italiensk træner: Ingen overraskelse at VM er i fare

    Det bør ikke komme som den helt store overraskelse, at Italiens landshold er i fare for at misse VM.

    Det mener landstræner Gian Piero Ventura før mandagens skæbnekamp i Milano mod Sverige.

    Landsholdet risikerer at misse VM for første gang siden 1958, efter at svenskerne for tre dage siden vandt 1-0 i Stockholm i den første af to playoffkampe.

    Ventura mener, at italienerne for langt tid siden burde have nedtonet deres forventninger efter, at landsholdet blev parret med Spanien i det indledende gruppespil.

    – Fra det øjeblik, hvor vi trak Spanien i gruppespillet, vidste vi, at vi styrede mod playoff.

    – Ingen bør være overraskede over, at vi står her nu, siger Gian Piero Ventura.

    Trods den forventede andenplads efter Spanien i gruppe G har det alligevel skabt stor ståhej blandt italienerne, at landsholdet kan misse VM i Rusland for første gang i seks årtier.

    – Jeg er med på, at det foregår sådan i Italien, men jeg havde ikke forventet alt det her.

    – Det begyndte med, at folk talte om jordens undergang, siger den 69-årige landstræner.

    Gian Piero Ventura er dog fortrøstningsfuld før mandagens returopgør mod Sverige i Milano.

    – Præstationen i det første opgør viste mig, at vi sagtens kan vende 0-1 til samlet sejr, siger han,

    Mandagens opgør på San Siro mellem Italien og Sverige spilles klokken 20.45. Den samlede vinder er sikret adgang til næste års VM i Rusland.

    /ritzau/AFP