Det ser fortsat ud, som om at den sønderjyske energivirksomhed Danfoss har fat i den lange ende på verdensmarkedet.
Selskabet har offentliggjort tal fra sit nyeste kvartalsregnskab, og Danfoss har i årets første ni måneder løftet omsætningen med 12 procent til 32,5 milliarder kroner.
Driftsoverskuddet er steget med 14 procent til 4,0 milliarder kroner i samme periode, og nettoresultatet lander på 2,4 milliarder kroner.
– Vi udnytter de vækstmuligheder, der opstår i markedet.
– Det gør vi i kraft af de senere års målrettede arbejde med at skabe markedsledende positioner gennem investeringer i vækst, opkøb af virksomheder og nye teknologier, siger Kim Fausing, der er administrerende direktør.
Det er en bred vifte af markeder, der bidrager til væksten, heriblandt Europa og USA. Men Kina skiller sig ud med en særligt høj vækstrate.
På samme måde er der fremgang i alle Danfoss’ fire divisioner, hvor Danfoss Power Solutions dog skiller sig særligt positivt ud.
Divisionen producerer mobilhydraulik-løsninger, og forretningen er kendetegnet ved at være cyklisk, hvilket vil sige, at den følger konjunkturernes op- og nedture.
Teknologien bruges blandt andet i store entreprenørmaskiner og andre køretøjer, der er beregnet til tunge opgaver i uvejsomt terræn.
I det hele taget mener koncernchefen, at Danfoss er godt rustet til at få udbytte af den globale vækst.
– Blandt andet fordi en stor del af vores teknologier og løsninger rammer midt ned i nogle af de store udviklingstendenser, som driver den globale vækst, som for eksempel elektrificering og urbanisering.
– Vi fortsætter med at styrke vores position i forhold til disse trends, senest med opkøbet af finske Visedo, der er verdensførende inden for elektriske løsninger, siger han.
Danfoss er i familieeje og er derfor ikke forpligtet til at offentliggøre detaljerede regnskabstal.
/ritzau/











