Blatter kalder beskyldning om sexchikane for absurd

    Den tidligere præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) Sepp Blatter er igen havnet i overskrifterne for det negative.

    Således bliver han beskyldt for sexchikane af den amerikanske målmand Hope Solo.

    Hun står frem og fortæller om en hændelse ved et prisuddelingsshow i 2013, hvor Blatter angiveligt skulle have taget hende på ballerne.

    Det nægter den 81-årige schweizer. Hans talsmand Thomas Renggli kalder over for AP påstandene for latterlige, og Blatter selv kalder dem absurde.

    36-årige Hope Solo skulle uddele en pris ved Ballon d’Or, da hun mærkede noget på sin bagdel.

    – Han tog mig på røven, lige før jeg skulle på scenen, fortalte hun til den portugisiske avis Expresso.

    I samme forbindelse opfordrer hun andre udøvere til at stå frem.

    – Jeg har oplevet det i hele min karriere, og flere udøvere burde fortælle om deres oplevelser. Det er ude af kontrol. Det sker ikke kun i Hollywood, det er overalt, siger Solo.

    Blatter blev Fifa-præsident i 1998 og sad på posten frem til 2015, hvor han trak sig på grund af omfattende afsløringer om korruption.

    /ritzau/