Den amerikanske fodboldstjerne Hope Solo beskylder Fifas tidligere og mangeårige præsident Sepp Blatter for at have taget hende på numsen under en prisuddeling for fem år siden.
36-årige Hope Solo fortæller således i et interview med en portugisisk avis, at Sepp Blatter rørte hende på en upassende måde i januar 2013 under prisuddelingen Ballon d’Or i Lissabon.
– Sepp Blatter tog mig på numsen, siger hun til Expresso ifølge nyhedsbureauet Reuters.
– Det var under Ballon d’Or, lige før jeg gik på scenen, siger Solo, som i 2013 modtog Fifas pris for årets bedste kvindelige fodboldspiller.
En talsmand for 81-årige Blatter afviser Hope Solos påstand og kalder den “absurd” og “latterlig”.
– Det er ikke sandt, siger talsmanden ifølge Reuters.
/ritzau/











