En 19-årig mand og en 18-årig kvinde er blevet anholdt i forbindelse med en sag, hvor en flugtbilist fredag aften påkørte og dræbte en 25-årig polsk mand i Roskilde.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik anmeldelse om ulykken klokken 21.27 fredag aften.
Den polske mand blev dræbt på stedet, da han blev kørt ned i et fodgængerfelt på Søndre Ringvej i Roskilde. Efter påkørslen flygtede bilisten fra stedet.
I forbindelse med påkørslen efterlyste politiet en mørkeblå Toyota Aygo fra 2008.
Og det gav pote. Klokken 10.27 lørdag formiddag ringede en borger til politiet og fortalte, at der holdt en Toyota Aygo i en privat indkørsel i Havdrup. Bilen havde skader foran.
Da politiet kort efter nåede frem, fastslog betjentene, at der med stor sikkerhed var tale om den rigtige bil. Den skal nu undersøges nærmere.
En 19-årig mand, som bor på stedet, er blevet anholdt og sigtet for blandt andet spirituskørsel. Ifølge politiet har han erkendt, at han kørte bilen, men nægter spirituskørsel.
Senere blev en 18-årig kvinde fra Hårlev anholdt. Ifølge politiet var hun med i bilen, og hun er sigtet for ikke at have ydet hjælp til en alvorligt kvæstet person. Politiet vil ikke sige, hvordan hun stiller sig til sigtelsen.
Det er endnu ikke afgjort, om de to anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.
Politiet mener ikke, at der var tale om en bevidst påkørsel af offeret.
/ritzau/











