Manden, der søndag åbnede ild mod kirkegængere i den lille by Sutherland Springs i Texas, brugte en automatriffel under angrebet.
Derudover bar han en skudsikker vest og var iklædt sort tøj. Det oplyser politiet på et pressemøde søndag eftermiddag lokal tid.
– Vi mener, han er en ung, hvid mand, måske i sine tidlige 20’ere. Han var udelukkende iklædt sort tøj, taktisk udstyr og bar en skudsikker vest, siger Freeman Martin, der talsmand for de regionale beredskabsmyndigheder i Texas.
Den formodede gerningsmand blev efter angrebet fundet død. På sig havde han et automatvåben af typen Ruger AR, tilføjer Freeman Martin ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Myndighederne har endnu ikke officielt bekræftet identiteten på den formodede gerningsmand, ud over at der skulle være tale om en ung, hvid mand.
Politikilder med kendskab til efterforskningen oplyser dog til CBS News, at der angiveligt er tale om den 26-årige Devin Patrick Kelley, som havde bopæl i New Braunfels omkring 56 kilometer fra Sutherland Springs.
De tilføjer, at manden tidligere var blevet afskediget i vanære fra det amerikanske luftvåben.
Devin Patrick Kelley tjente ifølge CBS News’ kilder i luftvåbnet fra 2010 til 2014, men i maj 2014 blev han smidt ud og stillet for en krigsret. Det fremgår ikke hvorfor.
Devin Patrick Kelleys onkel Dave Ivey fortæller til NBC News, at han er i chok over nyheden:
– Aldrig nogensinde ville jeg have troet, at Devin ville være i stand til at gøre sådan noget. Jeg er fuldstændig i chok. Min familie kommer til at lide under hans kujonagtige handlinger.
– Jeg er så ked af det på vegne af ofrene i Texas, siger onklen.
Politiet kender endnu ikke motivet bag søndagens skyderi, der har kostet mindst 26 mennesker livet.
Føderale embedsmænd oplyser til NBC News, at der ikke er noget, der tyder på, at handlingen er relateret til terror.
Ofrene er i alderen fra 5 til 72 år, oplyser guvernør i Texas Greg Abbott. Han kalder søndagens skyderi det “dødeligste masseskyderi i Texas’ historie”.
/ritzau/











