Den lille by Sutherland Springs i Texas i USA er søndag blevet ramt af et blodbad i byens kirke.
En bevæbnet mand gik ind i kirken omkring klokken 11.30 lokal tid, da der var gudstjeneste, og så begyndte han at skyde.
Der var omkring 50 mennesker i kirken på det tidspunkt, siger de lokale.
På et pressemøde søndag eftermiddag lokal tid oplyser det lokale politi, at 25 er bekræftet omkommet, mens yderligere 20 er såret efter angrebet.
Politiet oplyser ved samme lejlighed, at man stadig er i færd med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring skyderiet.
En af de dræbte skal være en præstedatter på 14 år.
Sutherland Springs 48 kilometer sydøst for San Antonio er en lille by med omkring 400 indbyggere.
Lokale medier citerer indbyggere for at sige, at alle kender alle, og at de politifolk og ambulancefolk, som hastede til kirken, da alarmen gik, kendte de folk, de skulle redde.
Politiet oplyser, at manden gik ind i kirken med en riffel og begyndte at skyde kirkegængerne.
Derefter flygtede han i en bil, som politiet efterfølgende har fundet. Den formodede gerningsmand er også blevet fundet død efter skyderiet.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, er ikke hjemme i denne tid. Han har indledt en rundrejse i Asien, men han følger situationen i Texas, siger han på Twitter.
– Må Gud være med indbyggerne i Sutherland Springs, Texas. FBI og politiet er på stedet, jeg følger situationen fra Japan.
Også Lars Løkke Rasmussen har fulgt med i de makabre begivenheder fra Texas, og også den danske statsminister kommenterer det på Twitter.
– Uskyldige borgere, der dyrker deres tro, angribes brutalt. Forfærdeligt. I dag er min sympati med Texas.
/ritzau/AP











