OVERBLIK: Det siger de om Paradise Papers

    Søndag aften kom en række medier med historier om politikere, selskaber og kendte, der har placeret penge i såkaldte skattelylande.

    Historierne bygger på dokumenter fra et advokatfirma og et rådgivningsfirma.

    Papirerne har udløst en række reaktioner fra danske politikere og organisationer. Her er et overblik over nogle af dem:

    * Skatteminister Karsten Lauritzen (V) siger til Ritzau:

    – Det må undersøges. Der er den gode nyhed, at skattevæsnet står vel rustet til at håndtere de oplysninger og komme efter dem, der ulovligt har unddraget sig skat.

    * Lars Koch, vicegeneralsekretær i hjælpeorganisationen Oxfam Ibis, siger til Ritzau:

    – Det meste af det her er lovlig skattetænkning. Udfordringen er, at man har 200 landes skattelovgivning, som er fulde af huller, når man sætter dem sammen.

    – Det er dem, som dygtige advokatfirmaer som Appleby kan hjælpe selskaber og rigmænd med at finde, så man ikke skal betale skat.

    * Ordfører for EU-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg Jeppe Kofod (S) skriver i en pressemeddelelse:

    – Det er dybt pinligt, at det ikke er myndighederne men journalister, der gang på gang skal afsløre disse skandaler.

    * SF’s skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, skriver i en pressemeddelelse:

    – På baggrund af aftenens afsløringer vil jeg tage initiativ til en høring, hvor de virksomheder, der har haft penge i skattely, kan møde op til en diskussion om, hvordan vi lukker hullerne og forklare sig til Folketinget.

    * Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, skriver i en pressemeddelelse:

    – Det afslører de rigestes grådighed, at de gemmer deres penge i skattely overalt, hvor de kan komme afsted med det.

    * Alternativets ordfører for skat og god fordeling, René Gade, skriver på Twitter:

    – Vi må fortsætte med at stramme skruerne internationalt – og støtte journalisternes stærke arbejde.

    * Hannah Brejnholt, der er Mellemfolkeligt Samvirkes talsperson om skat, siger i en pressemeddelelse.

    – Det her handler ikke om nogle enkelte firmaer, der sniger sig uden om skat. Det er hele skattesystemet, der er sygt. Det er tid til nogle fundamentale ændringer af rammerne på det her område.

    /ritzau/