Amerikansk kvinde tager sjælden maratonsejr i New York

    For første gang i fire årtier lykkedes det søndag en amerikaner at vinde kvindernes New York Marathon.

    36-årige Shalane Flanagan kom først over målstregen i storbyen på den amerikanske østkyst og slog den regerende mester, Mary Keitany fra Kenya, med godt et minut.

    Flanagan satte sit angreb ind med fem kilometer tilbage og brød ud i jubel, da hun krydsede målstregen efter to timer, 26 minutter og 53 sekunder.

    Det var blot anden gang i karrieren, at Shalane Flanagan deltog i New York. I 2010 blev hun nummer to.

    Løbets nummer to, Mary Keitany, havde vundet det prestigefyldte maratonløb de foregående tre år.

    Den seneste amerikanske triumf i kvindernes maratonløb i New York faldt i 1977, da Miki Gorman vandt for andet år i træk.

    På herresiden tog Geoffrey Kamworor fra Kenya sejren i et tæt opgør med landsmanden Wilson Kipsang. Kamworor tilbage de 42,195 kilometer på to timer, 10 minutter og 53 sekunder. Wilson Kipsang var tre sekunder langsommere.

    /ritzau/