Celtic slår britisk rekord med 63 kampe uden nederlag

    Den skotske storklub Celtic slog lørdag en mere end 100 år gammel rekord i britisk fodbold.

    Lørdag slog Glasgow-klubben på udebane St. Johnstone med 4-0 i den skotske Premier League.

    Dermed nåede Celtic op på 63 kampe i træk uden nederlag i den skotske liga og pokalturnering. Det har intet andet hold præsteret i Storbritannien.

    Celtic var selv indehaver af den hidtidige rekord på 62 kampe uden nederlag i en periode fra 1915 til 1917.

    Det skotske mesterhold havde ikke de store problemer mod St. Johnstone, der kom bagud efter en lille halv time. I kampens sidste 20 minutter cementerede gæsterne sejren med tre mål.

    Celtic var uden holdets dansker Erik Sviatchenko, der fortsat er ukampdygtig på grund af en skade.

    Glasgow-klubben topper den skotske liga med 30 point efter 12 spillerunder.

    /ritzau/