En 38-årig mand fra Kolding er blevet sigtet for at have fremsat trusler på livet mod de ansatte på Jobcentret i Kolding.
Det oplyser vagtchef Kent Midtgaard Hansen, Sydøstjyllands Politi.
Det var fredag morgen klokken 08.39, at jobcentret på Dieselvej modtog en telefontrussel, hvor en mand truede de ansatte på livet.
De ansatte meldte truslen til politiet, der sætter den 38-årige i forbindelse med telefonopkaldet.
Han er blevet anholdt og fremstilles lørdag i grundlovsforhør i Retten i Horsens, hvor anklagemyndigheden vil have ham varetægtsfængslet.
Der er ikke oplysninger om, hvad mandens mulige motiv til den truende adfærd kan være, og der er heller ikke oplysninger om, hvordan han forholder sig til sigtelsen.
Ifølge straffelovens paragraf 266 kan trusler, der er egnet til at fremkalde frygt for “eget eller andres liv, helbred eller velfærd”, straffes med bøde og i særligt grove tilfælde med fængsel i op til to år.
/ritzau/











