Flere hundrede folkeskoler er forsvundet fra danmarkskortet de sidste ti år. Og det er en helt forkert udvikling, kritiserer Mette With Hagensen, som er formand for landsorganisationen Skole og Forældre.
For den nære og stærke relation mellem skole og forældre forsvinder, når folkeskolen lukker, og børnene får længere til skolen.
Det er særligt kritisk, når skolerne lukker i byer, hvor der er langt mellem skolerne, lyder det.
– Nærheden forsvinder jo i og med, at skolerne lukker. Børnene kommer til at gå i skole i den næste by, så har man ikke sin daglige gang på skolen.
– Fordi man sætter sine børn af ved skolebussen og har mindre mulighed for at se og opleve skolen.
Sådan bliver skolen et sted, som børnene kommer. Men som forældrene ikke har nogen relation til, mener formanden.
På landsplan er der lukket 325 folkeskoler siden 2006, viser en opgørelse fra Undervisningsministeriet. Det er altså hver femte, som er forsvundet på ti år, skriver Berlingske.
Et godt og solidt samspil med skolen står højt på forældrenes ønsker til folkeskolen, fortæller Mette With Hagensen. Men det er udfordrende at bevare det tætte samarbejde, hvis skolen ligger langt fra hjemmet, pointerer hun.
– Det bliver sværere for forældre at stille op til skolebestyrelser og engagere sig i klasserne. Så det samarbejde, som skulle være der, det forsvinder, når skolen forsvinder fra landsbyen, siger formanden.
/ritzau/











