Irakiske styrker har generobret byen al-Qaim, siger Iraks premierminister, Haider al-Abadi.
Byen betegnes som Islamisk Stats sidste bastion i Irak.
I en udtalelse hylder Abadi regeringsstyrkerne for “befrielsen af al-Qaim på rekordtid”.
De irakiske soldater trængte ind i byen fredag morgen efter at have stået klar til angrebet siden sidste uge.
I 2014 overtog den ekstremistiske gruppe næsten en tredjedel af Irak, da den i en lynmanøvre angreb og overtog område efter område.
Siden har regeringshæren og allierede styrker drevet gruppen tilbage fra stort set hele det besatte territorium.
De irakiske regeringsstyrkers erobring af al-Qaim betyder, at Islamisk Stat nu kun kontrollerer den mindre naboby Rawa og enkelte lommer i ørkenen langs floden Eufrat.
Den amerikanskledede koalition, som har støttet de irakiske styrker fra luften, havde på forhånd forudsagt, at kampen om al-Qaim ville blive “den sidste store kamp” for at rive Islamisk Stats selvudråbte kalifat helt ned.
Der bor omkring 150.000 mennesker i al-Qaim, og flertallet er sunnitter.
Byen ligger på grænsen til Syrien ved floden Eufrat med 160 kilometer til Deir al-Zor, som syriske styrker fredag har generobret fra IS.
/ritzau/AFP











