Anklager savner anger fra Pistorius: Dom er chokerende mild

    Den sydafrikanske stjerneatlet Oscar Pistorius, som dræbte sin kæreste Reeva Steenkamp, blev sidste år idømt seks års fængsel.

    Det er en “chokerende mild” dom, fremfører sagens anklager under en appel til højesteret om at tage sagen op igen.

    Anklagerne mener, at seks års fængsel er alt for kort tid bag tremmer for drabet på Reeva Steenkamp.

    Pistorius blev fængslet i juli sidste år, efter at han blev fundet skyldig i at have dræbt sin kæreste med skud i parrets bolig. Det skete på valentinsdag i 2013.

    Pistorius, som har vundet seks guldmedaljer i atletik ved para-OL, var ikke til stede under retsmødet.

    Her blev det af anklager Andrea Johnson fremført, at den 30-årige mand ikke i forventelig grad har vist anger over sin forbrydelse.

    – Der har ikke været en ægte hjerteskærende anger. Det er en chokerende mild dom, og den har resulteret i manglende retfærdighed, siger Johnson.

    /ritzau/Reuters