Politidirektør om kamp mod banderne: Vi helmer ikke

    Bekæmpelsen af bandekonflikten i København er for øjeblikket politiets allervigtigste opgave.

    Det siger politidirektør Anne Tønnes få timer efter det seneste skyderi i hovedstaden, hvor en 20-årig mand natten til fredag blev livsfarligt såret.

    – Når jeg står her i dag, er det for at fortælle københavnerne, at vi sætter massivt ind for at garantere sikkerheden, siger Anne Tønnes fredag formiddag på et pressemøde ved Københavns Politigård.

    Af indsatsområder nævner hun indførelsen af visitationszoner, mobile politienheder og øget patruljering.

    – I forbindelse med indsatsen har vi fået fængslet over 60 bandemedlemmer. Vi er til stede 24/7 på Nørrebro, og vi helmer ikke, før normalbilledet er tilbage i København.

    /ritzau/