Twitter-ansat kom til at deaktivere Trumps konto ved en fejl

    USA’s præsident Donald Trumps Twitter-konto forsvandt torsdag i 11 minutter, før den dukkede op igen.

    Det var kort før klokken syv torsdag aften lokal tid, at Trumps Twitter-konto forsvandt. Hvis man forsøgte at læse nogle af præsidentens tweets, fik man besked om, at kontoen ikke eksisterede.

    11 minutter senere – klokken 19.03 – var kontoen dog tilbage.

    Twitter har taget ansvaret for hændelsen og forklarer, at det var en menneskelig fejl, der medførte, at kontoen blev deaktiveret.

    Det var således en af virksomhedens ansatte, der ved en fejl var kommet til at deaktivere kontoen.

    – Vi fortsætter med at undersøge hændelsen og træffer foranstaltninger for at forhindre, at det sker igen, oplyser Twitter i en meddelelse.

    Den amerikanske præsident har i sit første år som præsident meget aktivt brugt Twitter som et værktøj til at ytre sine meninger.

    Donald Trump har 41,7 millioner følgere på det sociale medie.

    /ritzau/AFP