Solbakken: Nu har vi to matchbolde

    FC Københavns sejr på 3-0 over FC Zlín torsdag aften i Europa League sørgede for gode muligheder for videre avancement fra gruppespillet.

    FCK-træner Ståle Solbakken mener, at FCK skal kunne klare at vinde en af de to sidste gruppekampe og gå videre til forårets knockoutfase.

    – Nu er det nemt. Får vi tre point i en af de to sidste kampe, så er den i boksen.

    – Vi har to matchbolde til at gå videre, siger Solbakken.

    FCK fører gruppen med seks point efter fire kampe. FC Sheriff har også seks point efter torsdagens 2-1-sejr ude over Lokomotiv Moskva, mens Zlín blot har to point.

    – Sheriff har nogle farlige individualister, og de viste sig frem og slog til mod Lokomotiv. Nu er der kæmpe pres på Lokomotiv.

    – Vi skal vinde en af de to resterende kampe, så er vi videre. Det bliver svært i Moskva, og vi kan antageligt få en finale til slut hjemme mod Sheriff, siger Solbakken.

    Nordmanden var utilfreds med store dele af spillet i første halvleg i kampen mod Zlín.

    – Vi havde en dårlig periode på 25-30 minutter i midten af første halvleg. Vi spillede langsomt og fandt ikke hinanden.

    – Der var stillingskrig, men efter vi fik det første mål, så åbnede kampen sig op, og vi kontrollerede kampen efter målet til 2-0, og sejren var aldrig i fare.

    – Det var professionelt arbejde, og mange af drengene tømte ikke energidepoterne helt, så det var et ønskescenario for os, siger Solbakken.

    Næste FCK-opgave i Europa League er ude mod Lokomotiv Moskva 23. november, mens FC Sheriff venter i den sidste kamp 7. december i Parken.

    På søndag skal FCK på hjemmebane møde ærkerivalen Brøndby i Superligaen.

    /ritzau/