Spansk anklager vil fængsle otte catalanske eksministre

    Anklagemyndigheden i Spanien vil kræve otte eksmedlemmer af Cataloniens regering i Barcelona fængslet. Det oplyser Den Nationale Domstol i Madrid.

    En niende person, en tidligere minister, skal ifølge anklageren løslades mod kaution.

    Dommeren har endnu ikke taget stilling til kravet, som også omfatter Oriol Junqueras, som var vicepræsident, skriver nyhedsbureauet AP.

    Omkring 20 separatistledere var indkaldt til at vidne i retten torsdag. Men hovedpersonen, den afsatte leder Carles Puigdemont, mødte ikke op.

    Det fik præsidenten for Den Nationale Domstol til at erklære, at man i den slags sager normalt ville udstede en arrestordre. Puigdemont rejste forleden til Belgien.

    Fire tidligere ministre, der som Puigdemont var rejst til Belgien, var også fraværende ved retsmødet.

    Ved en folkeafstemning 1. oktober stemte ni ud af ti i Catalonien for løsrivelse. Valgdeltagelsen var dog lav.

    Blot 43 procent stemte, og valgdagen var præget af voldsomme sammenstød mellem vælgere og politi.

    Politiet var sat ind for at forhindre valghandlingen.

    Efterfølgende har der været demonstrationer både for og imod løsrivelse i den catalanske hovedstad, Barcelona, og i den spanske hovedstad, Madrid.

    Regeringen i Madrid meddelte 20. oktober, at den ville gøre brug af forfatningens artikel 155. Den konservative regering havde socialisternes støtte.

    Artikel 155 giver centralregeringen ret til i en krisesituation at sætte selvstyret i de spanske regioner ud af kraft.

    En uge senere blev artikel 155 godkendt i overhuset, og der blev udskrevet valg i Catalonien 21. december.

    /ritzau/