May udpeger forsvarsminister efter forgængers krænkelser

    Gavin Williamson, der har været politisk indpisker i Det Konservative Parti, er udnævnt til forsvarsminister i Storbritannien, rapporterer BBC.

    – Dronningen er tilfreds med udnævnelsen af ærede Gavin Williamson til minister for forsvaret, siger en talsmand for premierminister Theresa May.

    Han afløser Michael Fallon, som gik af efter at have indrømmet en krænkende episode mod en kvinde i 2002.

    Fallon meldte sit ønske om at fratræde onsdag.

    I en afskedsbegæring skrev han, at hans opførsel ikke har levet op til den høje standard, der kræves, når man er minister for forsvaret.

    – Der er i de seneste dage dukket en række anklager frem mod parlamentsmedlemmer – herunder om min tidligere opførsel. Meget af det har været falsk, skrev Fallon.

    Ikke desto mindre har Fallon indrømmet, at han under en middag for 15 år siden havde lagt sin hånd på en kvindelig journalists knæ.

    /ritzau/