Amerikansk familie fundet i junglen på flugt fra pirater

    Et amerikansk forældrepar fra Californien og deres to døtre er blevet fundet i live i den brasilianske jungle efter at have været savnet siden søndag.

    Det oplyser familiens talsmand.

    Adam og Emily Harteau og deres døtre på tre og syv år forsvandt søndag, da flodpirater angreb deres båd i et deltaområde på Amazonfloden.

    Piraterne tvang amerikanerne til at lægge båden til land, hvorefter de flygtede med deres ejendele.

    Da politiet ankom til stedet, var amerikanerne væk.

    Familiens talsmand, vennen Colby Guillory fra Los Angeles, fortæller, at familien formentlig besluttede sig for at søge ind i junglen for at slippe væk fra piraterne.

    – Nu kender jeg Adam rigtig godt, og jeg ved, at han ville have sat sig for at redde sin familie, siger Colby Guillory, som endnu ikke selv har været i kontakt med familien.

    – Lige nu ved vi bare, at familien forsvandt på et tidspunkt efter piratangrebet. Vi tror, at de hoppede over bord.

    Politiet i den nordlige brasilianske delstat Para oplyser, at familien efter omstændighederne har det godt bortset fra insektbid og mindre skrammer.

    /ritzau/AP