Puigdemont er overraskende i Bruxelles

    Cataloniens afsatte separatistiske leder, Carles Puigdemont, er mandag i Bruxelles – og ikke i sin hjemmeregion, som tidligere antaget. Det oplyser en spansk regeringskilde til nyhedsbureauet AFP.

    Den 54-årige Puigdemont blev afsat fredag af Spaniens centrale regering. Han er ledsaget af andre medlemmer af den tidligere catalanske regering.

    Puigdemonts politiske parti meddelte tidligere mandag, at det vil opstille ved valget i Catalonien. Det er bebudet af den spanske premierminister, Mariano Rajoy.

    – Vi vil tage del i valget den 21. december. Vi stiller op med overbevisning og med et klart fortsæt om at lade Cataloniens befolkning give udtryk for dets ønsker, siger Marta Pascal, som er talskvinde for partiet PDECAT.

    Separatistiske partier af vidt forskellig observans er med i den separatistiske bevægelse – fra Puigdemonts konservative til yderliggående venstrefløjspartier.

    Talsmænd for Puigdemont har bebudet, at han vil fremsætte en erklæring senere mandag.

    /ritzau/AFP