Krisen fortsætter for Delaney og Werder Bremen

    Werder Bremen er fortsat uden sejr i denne sæson i Bundesligaen.

    Søndag måtte Thomas Delaney og co. for tiende gang forlade banen uden tre point, da holdet tabte med 0-3 på hjemmebane til Augsburg.

    Dermed forbliver Werder Bremen under nedrykningsstregen med fem point. Holdet har blot scoret tre gange i de første ti kampe.

    Søndag var det i slutningen af første halvleg, at det gik galt for nordtyskerne. Fem minutter før pausen oversprang Michael Gregoritsch danske Delaney, da han headede Augsburg i front.

    I første halvlegs overtid blev det 2-0, da Alfred Finnbogason scorede på straffespark.

    Straks efter pausen fik Delaney gult kort, og så blev ondt værre, da Michael Gregoritsch efter en time gjorde det til 3-0.

    FC Köln er det eneste hold, som ligger under Bremen i Bundesliga-tabellen.

    /ritzau/