Antonsen misser French Open-finale trods drømmestart

    Efter en række fornemme sejre kom den danske badmintonkomet Anders Antonsen ned på jorden igen ved Superseries-turneringen French Open i Paris.

    Lørdag eftermiddag tabte han sin semifinale til japaneren Kenta Nishimota med 17-21, 15-21.

    Antonsen fik ellers den bedst tænkelige start på kampen, da han bragte sig foran 7-1 i første sæt, men japaneren kom tilbage og fik fuld kontakt ved 9-9.

    Danskeren førte også 14-12, men derfra var Nishimota den bedste spiller. Han tog første sæt ved at vinde dets sidste tre bolde.

    I andet sæt var japaneren klar fra start og kom foran 5-2, og det lykkedes aldrig for Antonsen at lukke hullet.

    I den sidste del virkede Antonsen en anelse modløs, og japaneren kunne tage en fortjent sejr.

    Jan Ø. Jørgensen er den seneste danske vinder i herresingle i French Open. Han vandt titlen i 2013.

    /ritzau/