En 32-årig krigsveteran, der har posttraumatisk stesssyndrom, er blevet idømt en behandlingsdom af Østre Landsret for en lang række bombetrusler.
Det er samme straf som Retten i Næstved afsagde i foråret, hvor han blev dømt for at have fremsendt 18 bombetrusler.
Det var 17. oktober sidste år, at manden på e-mail fremsatte de mange trusler. De blev sendt til lufthavne og butikscentre over hele landet.
To lufthavne og butikscentre blev evakueret og lukket i flere timer på grund af mandens trusler.
Til Frederiksberg Centret skrev den 32-årige mand:
– I vil blive ramt i dag. Allahu akbar! Allahu akbar! Allahu akbar! (Gud er størst, red.)
Magasin du Nord på Kongens Nytorv i København modtog en lignende besked med den direkte ordlyd:
– En bombe springer snart i jers center. Allahun akbar! Allahu akbar! Allahu akbar!
Politiet fandt dog frem til den 32-årige mand allerede samme dag.
Han har tidligere forklaret, at det var ham, som stod bag de mange trusler. Men i byretten nægtede han, at han havde gjort det for at fremkalde frygt.
/ritzau/











