Dansk Folkeparti sætter sig ved forhandlingsbordet med regeringen fredag formiddag for at diskutere, hvordan puslespillet skal gå op på sundheds- og ældreområdet for finansloven for næste år.
Højest på partiets dagsorden står ønsket om at sende en regning til de turister og udlændinge, som har gjort brug af det danske sundhedsvæsen – uden at betale for det, siger finansordfører Rene Christensen.
– Noget af det, vi har med, handler om de her mange udlændinge, som bliver behandlet på danske sygehuse. Der ligger næsten en halv milliard. Og det er jo kommet frem, at man faktisk kan sende regningen.
Hvert år får det danske sygehusvæsen millionregninger for behandling af udlændinge, der er på besøg eller er på ophold i landet. Danmark betaler regningen, for pengene kommer ikke retur.
Men det skal der sættes en stopper for.
– Når vi har udgifter for en halv milliard kroner, hvor vi faktisk har mulighed for at sende en regning. De penge skal vi selvfølgelig reinvestere i sundhedsvæsnet.
– Vi vil jo sådan set rigtig gerne bruge pengene i Danmark, lyder det fra Dansk Folkepartis finansordfører.
/ritzau/











