Nykredits indtægter stormer frem: Hæver 2017-forventninger

    Realkreditgiganten Nykredit kan skrue forventningerne til resultatet for 2017 i vejret med op mod en halv milliard efter det, der med topchefens ord er det “bedste kvartal nogensinde”.

    Tidligere ventede Nykredit et resultat på 7-8 milliarder kroner for det, der kaldes kerneforretningen. Nu venter selskabet et resultat på 8,2-8,5 milliarder.

    For hele koncernen – forretningsresultatet – kan forventningerne hæves fra 8-9 milliarder kroner. Resultatet ventes nu at ende i et niveau på 9,5 til 10 milliarder kroner. Det oplyser Nykredit i en meddelelse.

    – Med dette kvartalsregnskab fortsætter vi den fremgang, der har været kendetegnende for Nykredit de seneste år og leverer efter tredje kvartal det bedste resultat nogensinde, siger administrerende direktør Michael Rasmussen i en kommentar.

    – Det historisk gode resultat skyldes, at der er vækst i alle forretningsområder, omkostningerne falder, og udlånet stiger i både Nykredit Bank og Totalkredit, tilføjer han.

    Nykredit åbner i samme forbindelse lidt på regnskabsbøgerne for årets første ni måneder, før det var ventet. Tallene viser, at indtægter og bundlinje stiger, mens omkostningerne er faldet.

    Efter årets tre første kvartaler har Nykredit tjent et resultat før skat hjem, der lyder på 9,5 milliarder kroner. I samme periode i 2016 var det 4,3 milliarder kroner.

    Indtægter er steget over hele linjen og beløber sig til 11 milliarder kroner mod 9,6 milliarder kroner i de tre første kvartaler i 2016.

    Nykredit præsenterer først det fulde regnskab for årets første ni måneder 7. november. Med det kommende regnskab ændrer Nykredit lidt i opgørelsen, så resultat af kerneforretningen ikke længere indgår. I stedet opgøres et såkaldt forretningsresultat.

    Koncernen har planer om at gå på børsen i løbet af næste år. Der er intet nyt om, præcist hvornår Nykredit regner med at blive børsnoteret.

    /ritzau/