Realkredit: Nye låneregler er godt nyt for pensionister

    Det bliver ikke overraskende boligejerne i de store byer som København og Aarhus, der bliver ramt af nye retningslinjer for boliglån.

    Det vurderer Realkredit Danmark, efter at regeringen torsdag offentliggjorde nye lempeligere retningslinjer for, hvor meget gæld man må have, hvis man vil have et “risikobetonet” lån som fleks- eller afdragsfrielån.

    Til gengæld er der godt nyt til pensionister med lav indtægt, men høj friværdi, vurderer cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hillingsøe Heining.

    – Pensionister vil fortsat have en attraktiv adgang til friværdien i deres mursten, som kan bruges aktivt i den private økonomi gennem pensionisttilværelsen.

    – Det havde været en relativ dyr fornøjelse, hvis friværdien kun kunne udnyttes via realkreditlån med afdrag, da der skulle lånes endnu flere penge end ellers for at servicere de løbende afdrag, fastslår Christian Hillingsøe Heining i en skriftlig kommentar.

    /ritzau/