For første gang siden uroen i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) brød ud i maj 2015 med en række anholdelser, er der faldet en fængselsdom i skandalesagen.
Tidligere generalsekretær i Guatemalas Fodboldforbund Hector Trujillo er blevet idømt otte måneders fængsel ved retten i New York. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I juni erkendte han sig skyldig i to tilfælde af bedrageri i forbindelse med den store korruptionsskandale, og onsdag faldt dommen.
Han er dømt for i ledtog med flere andre fra Guatamalas Fodboldforbund at have modtaget store pengebeløb i forbindelse med salget af tv-rettigheder til landsholdets VM-kvalifikationskampe. Han var generalsekretær fra 2009-2015.
Hector Trujillo begynder afsoningen af sin dom 20. november.
/ritzau/AFP











