FCM henter MLS-erfaren målmand

    Alka Superligaens førerhold, FC Midtjylland, opruster på målmandsposten.

    Klubben har skrevet kontrakt med den 26-årige amerikanske målmand Bill Hamid, som til nytår stempler ind i FCM-truppen på en fri transfer.

    Det skriver FCM på sin hjemmeside.

    Hamid har spillet 200 kampe for Major League Soccer-klubben DC United samt tre A-landskampe for USA. I 2014 blev han kåret til den bedste målmand i MLS.

    Med tilgangen af Hamid har midtjyderne fire målmænd i truppen, men han er hentet til, fordi reservekeeper Michael Falkesgaard er på vej væk.

    – Michael Falkesgaard har fået en mulighed for at komme til udlandet, og den mulighed har vi givet ham chancen for at forfølge, siger sportschef Svend Graversen til hjemmesiden.

    – Derfor ser vi det som rettidig omhu at hente en god målmand i Bill Hamid allerede nu og så endda på en fri transfer.

    I øjeblikket er Jesper Hansen førstevalget mellem stængerne, men ifølge sportschefen er det vigtigt at fastholde konkurrencen på målmandsposten, hvor også Oliver Ottesen slår sine folder.

    – I en klub som FC Midtjylland skal vi have tre stærke målmænd, som er i en konkurrencesituation, så vi er tilfredse med at have sikret fremtiden i en transferfri løsning, allerede inden vinduet åbner til januar, siger Svend Graversen.

    Hamid støder til klubben 1. januar og har fået en kontrakt på fire og et halvt år.

    /ritzau/