Fodboldkvinderne i offensiv satsning mod Kroatien

    Det danske kvindelandshold blæser til angreb fra start i tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Kroatien.

    Landstræner Søren Randa-Boldt har valgt en særdeles offensiv startopstilling til kampen i Zagreb, hvor holdet skal forsøge at rejse sig ovenpå fredagens aflyste opgør mod Sverige.

    På venstreback har landstræneren placeret den normale venstrekant Katrine Veje, mens angriberen Nicoline Sørensen overtager Vejes normale placering på venstrekanten.

    På den centrale midtbane har Randa-Boldt foretrukket den offensivt stærke Nanna Christiansen i stedet for Maja Kildemoes.

    Christiansen får Sofie Junge som makker i motorrummet på midtbanen.

    I offensiven stiller Danmark med anfører Pernille Harder og Nadia Nadim, mens Sanne Troelsgaard, der for en måned siden scorede tre gange i en 6-1-sejr over Ungarn, huserer på højrekanten.

    Det danske midterforsvar udgøres af Stine Larsen og Janni Arnth, mens Theresa Nielsen er placeret på højreback.

    Danmark indledte for en måned siden VM-kvalifikationen med en 6-1-sejr i Ungarn.

    Tirsdagens opgør i Zagreb begynder klokken 18.

    /ritzau/