Hobro-midtbane ærgrer sig over manglende mål

    Det blev hele 4-0 til Hobro IK søndag eftermiddag, da klubben sendte topholdet FC Nordsjælland hjem til Farum med manér.

    Det kunne endda være blevet endnu værre for FCN i opgøret i Alka Superligaen, da Hobro havde chancer til både 5-0 og 6-0 i slutminutterne.

    Særligt hjemmeholdets midtbanespiller Vito Hammershøj-Mistrati havde flere store chancer for at komme på måltavlen, men det lykkes ikke, hvilket frustrerede midtbanemotoren efter kampen.

    – Vi havde nogle enorme chancer for at vinde større, men vi var uskarpe i slutminutterne. Jeg brændte selv verdens største chance, siger Vito Hammershøj-Mistrati.

    25-årige tidligere FC Helsingør-spiller har i denne sæson spillet alle 13 kampe for Hobro i den bedste række, men han er endnu ikke kommet på måltavlen.

    – Det irriterer mig grænseløst, at jeg er uskarp i denne sæson. Det er det sidste, jeg mangler at lægge på mit spil, siger Vito Hammershøj-Mistrati.

    Han var dog glad for sejren over topholdet FCN, men han var også en smule overrasket.

    – Jeg er overrasket over, at vi kunne vinde 4-0. Hvis vi havde mødt et mere fysisk hold, var vi måske kommet i problemer, men FC Nordsjælland ligger godt til os, siger Hobro-spilleren.

    Hobros cheftræner, Thomas Thomasberg, hæftede sig især ved måden, som sejren kom i hus på.

    – Vi havde et helt nyt midterforsvar, og vi scorede nogle rigtig flotte mål til 2-0 og 3-0. Vi spillede bedre med bolden, end jeg havde forestillet mig, siger Thomas Thomasberg.

    Hobro-mandskabet får muligheden for at bygge videre på de fine takter på søndag, når holdet gæster Sønderjyske.

    /ritzau/