Sigtelse: Teenager stak to jævnaldrende ned i Farum

    En 18-årig mand er søndag blevet varetægtsfængslet til 2. november for et knivstikkeri lørdag aften ved Fiskebækbroen i Farum, hvor to mænd blev ramt.

    Det oplyser Henrik Suhr, der er pressekoordinator ved Nordsjællands Politi.

    De to mænd, der kom til skade, blev henholdsvis stukket i maven og i ryggen. Deres tilstand er dog stabil. De er begge 19 år gamle.

    Manden er sigtet efter den grove voldsparagraf.

    Det vides ikke, hvordan den 18-årige mand forholder sig til sigtelsen, ligesom det er uvist, om kendelsen blev kæret til landsretten.

    Hændelsen er ikke bande- eller rockerrelateret. Vagtchefen kunne lørdag aften oplyse, at det er en konflikt mellem nogle familier, der ligger bag knivstikkeriet.

    Konflikten har stået på i et stykke tid, og lørdag aften udviklede det sig så til håndgemæng med kniv mellem mændene.

    /ritzau/