Bombe dræber syv i Somalia en uge efter mest blodige angreb

    Søndag er mindst syv mennesker blevet dræbt af en vejsidebombe omkring 40 kilometer uden for Somalias hovedstad, Mogadishu.

    Det er primært kvindelige bønder, der er dræbt af bomben, der ramte en minibus i Daniga Village, der ligger nordvest for hovedstaden.

    Området er tæt på områder, der er styret af den militante, islamistiske bevægelse al-Shabaab.

    Bomben rammer, dagen efter at regeringen har besluttet at beordre en offensiv mod al-Shabaab med deltagelse af tusindvis af soldater.

    Regeringens offensiv kommer, en uge efter at hovedstaden i sidste weekend blev ramt af et dobbelt bombeangreb. Angrebet kostede mindst 358 mennesker livet. Desuden er 56 personer stadig savnet.

    Ingen har taget skyld for det angreb. Somalias regering mener dog, at den militante, islamistiske bevægelse al-Shabaab står bag.

    Ifølge flere medier var bombeangrebet med de mere end 350 ofre det dødeligste i Somalias historie.

    /ritzau/Reuters