Presset Chelsea-boss: Jeg frygter ikke en fyring

    Chelsea har den seneste måned haft store problemer i Premier League, hvor det regerende mesterhold i øjeblikket er ni point efter Manchester Citys tophold.

    Lørdag lettede lidt af presset på Chelsea-manager Antonio Conte, da hans spillere afværgede et muligt tredje liganederlag i træk i en comeback-sejr på 4-2 over Watford.

    Efter sejren afviser Antonio Conte, at han føler sig fyringstruet.

    – Jeg føler et stort pres, men ikke den type pres, hvor klubben kunne finde på at fyre mig.

    – Jeg fornemmer ærlig talt ikke det pres. Jeg stoler på mit arbejde, siger italieneren.

    – Når jeg tager hjem til mit hus, så er jeg glad, fordi jeg ved, at jeg giver 150 procent i jobbet. Det samme gør mine spillere, siger han.

    48-årige Antonio Conte ankom til Stamford Bridge før sidste sæson og gjorde holdet til engelsk mester.

    Titler i Premier League og Champions League udløser dog ikke automatisk en længerevarende jobgaranti i Chelsea.

    For to år siden blev den nuværende Manchester United-manager, José Mourinho, fyret, syv måneder efter at han havde ført Chelsea til det engelske mesterskab.

    I 2012 blev Roberto Di Matteo afskediget, seks måneder efter at italieneren havde været med til at sikre London-klubben Champions League-titlen.

    Chelsea indtager en øjeblikkelig fjerdeplads i Premier League med 16 point efter ni spillerunder. Topholdet Manchester City har 25 point.

    /ritzau/