Livsfarlig medicin stjålet ved indbrud i Aarhus

    Østjyllands Politi oplyser på Twitter, at der er stjålet flere typer farlig medicin ved et indbrud i det nordlige Aarhus.

    Der er tale om potente lægemidler som adrenalin, morfin, benzodiacepiner – der bruges mod blandt andet angst – og atropin.

    Alle typerne af medicin er ifølge politiet “farlige og kan være livstruende i ukyndige hænder”.

    – Politiet opfordrer i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed til, at man, såfremt man kommer i besiddelse af disse stjålne lægemidler, kontakter politiet eller afleverer dem på apoteket, skriver Østjyllands Politi.

    /ritzau/