Søndag morgen er valgstederne åbnet i Japan, hvor premierminister Shinzo Abe forventes at sikre sig sin fjerde regeringsperiode.
Flere end 100 millioner japanere har stemmeret, men en kraftig tyfon har skabt bekymring for en lav valgdeltagelse.
De store emner i valgkampen op til søndagens parlamentsvalg har været truslen fra Nordkorea og den japanske økonomi.
Ifølge meningsmålinger står premierminister Shinzo Abes konservative koalition til en sikker sejr.
Valgforskere peger på, at en lav valgdeltagelse vil være en fordel for Shinzo Abe.
Shinzo Abe overraskede alle, da han tidligere på året udskrev lynvalg – et år før forventet.
Det skete, fordi han ville forstærke sit mandat i kampen mod landets to største problemer: den aldrende befolkning og truslen fra Nordkorea.
Netop Nordkorea har kastet en mørk skygge over den japanske valgkamp. Det skyldes ikke mindst, at det isolerede styre to gange har affyret missiler ind over japansk territorie.
Desuden har styret truet med at ville “sænke” Japan.
/ritzau/AFP











