Otte personer indlagt efter angreb i polsk supermarked

    Otte personer er blevet indlagt på hospitalet i det sydøstlige Polen, efter at en 27-årig mand tilsyneladende har angrebet dem i et shoppingcenter.

    Myndighederne oplyser, at seks af de sårede har alvorlige skader.

    Andrzej Wierszyna, der er talsmand for politiet i byen Stalowa Wola, oplyser, at angrebet fandt sted fredag eftermiddag med et skarpt værktøj. Stalowa Wola ligger omkring 240 kilometer syd for hovedstaden Warszawa.

    Politibetjent Anne Klee er citeret af nyhedsbureauet PAP for at oplyse, at der var tale om en kniv.

    Den mistænkte mand er anholdt. Men det er uklart, hvad hans motiv har været.

    /ritzau/AP