Nordirsk landstræner får frataget kørekort

    Nordirlands landstræner i fodbold kommer ikke til at køre bil i den nærmeste fremtid, da han torsdag fik frataget sit kørekort.

    Michael O’Neill må derfor ikke køre bil i de kommende 16 måneder, efter at han har erkendt at have kørt med alkohol i blodet, oplyser AFP.

    Alkoholkørslen foregik 10. september i Edinburgh, hvor den succesfulde landstræner blev stoppet af politiet.

    Det viste sig, at O’Neill havde tre gange det tilladte indhold af alkohol i blodet.

    Michael O’Neill blev også idømt en bøde på cirka 10.000 kroner.

    – Det er ganske enkelt tale om dårlig dømmekraft fra Mr. O’Neills side, lød det fra landstrænerens advokat i forbindelse med retssagen.

    Michael O’Neill førte Nordirland til ottendedelsfinalen ved EM i Frankrig i 2016.

    Han har siden formået at bringe det nordirske landshold frem til to VM-playoffkampe i november, hvor modstanderen er Schweiz.

    /ritzau/