Topfigur fra Islamisk Stat meldes dræbt i Filippinerne

    Mahmud Ahmad, en militant islamist fra Malaysia, som deltog i besættelsen af byen Marawi i Filippinerne i maj, er med “stor sandsynlighed” blevet dræbt.

    Det oplyser militæret i Filippinerne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Mandag blev to andre fremtrædende jihadister, Isnilon Hapilon og Omarkhayam Maute, dræbt i Marawi, der er hovedbyen på den uroplagede ø Mindanao i den sydlige del af Filippinerne.

    Den britiske avis The Telegraph skrev i den anledning, at Mahmud Ahmad var udset til at afløse Hapilon som leder af Islamisk Stat i regionen.

    Store dele af Marawi blev 23. maj indtaget af hundredvis af militante islamister. Det skete under ledelse af blandt andre Hapilon og Maute.

    Tusindvis af soldater blev sat ind for at generobre Marawi.

    Samtidig indførte præsident Rodrigo Duterte undtagelsestilstand på Mindanao for at slå ned på lokale terrorgrupper.

    I september meddelte militære ledere, at Isnilon Hapilon og Omarkhayam Maute stod i spidsen for et sidste forsøg på at holde stand i en del af Marawi.

    Mahmud Ahmad var blandt adskillige udlændinge, som sluttede sig til belejrerne, har flere medier tidligere skrevet.

    Ifølge det indonesiske Institute of Policy Analysis and Conflict var Mahmud Ahmad med til at kanalisere penge fra Islamisk Stat i Syrien til Filippinerne via Indonesien.

    Pengene blev sandsynligvis anvendt til at forberede angrebet i maj på Marawi, skrev instituttet i juli i en rapport. I alt skulle der være overført 600.000 dollar via Ahmad.

    Ud over det havde han en anden vigtig rolle: at rekruttere udenlandske krigere, som ønskede at tage del i kampene i Marawi.

    /ritzau/