FC København sparer stjerner fra tur til Tjekkiet

    Når FC København onsdag rejser til Tjekkiet forud for torsdagens kamp mod FC Zlín i Europa League, bliver det uden tre af FC Københavns bedste spillere i flyet.

    Ståle Solbakken fortæller efter tirsdagens FCK-træning, at han for en sikkerheds skyld ikke tager Carlos Zeca, Benjamin Verbic og Nicolai Boilesen med til udekampen.

    De bliver hjemme for at være i fuldt vigør til hjemmekampen mod AGF i Alka Superligaen på søndag.

    – Vi så i slutningen af kampen mod OB i søndags, at Zeca er slidt. Benjamin Verbic har mistet lidt af sin eksplosion i de sidste kampe, efter han har spillet meget – også i landskampene for Slovenien.

    – Og Nicolai Boilesen har vi akkurat fået tilbage fra en lille skade, så de tre tager vi ikke med til Tjekkiet.

    – Der kan let komme skader, når spillerne er lidt trætte. Det må ikke ske for os lige nu, siger Ståle Solbakken.

    Nordmandens disposition kommer efter to nederlag i træk i Superligaen, hvilket har efterladt danmarksmestrene mellem otte og seks point efter fronttrioen med FC Nordsjælland, FC Midtjylland og Brøndby.

    Spørgsmål: Er beslutningen om at lade de tre spillere blive hjemme et udtryk for, at du prioriterer Superligaen højere end Europa League lige nu?

    – Nej, det gør jeg ikke. Udfordringen er, at vi skal kunne præstere i to turneringer.

    Spørgsmål: Men hvis I skulle spille mod AGF torsdag, så har man en fornemmelse af, at de tre spillere godt kunne have været med?

    – Ja, det kan man godt sige, men så havde vi måske stillet anderledes op i de foregående kampe så.

    – Hvis vi havde haft maksimumpoint i Superligaen og nul point i Europa, så kan det da godt være, at vi havde gjort det lidt anderledes, siger Ståle Solbakken.

    Efter to ud af seks runder i Europa Leagues gruppespil ligger FCK på en delt andenplads i gruppe F side om side med Sheriff Tiraspol. Begge klubber har spillet 0-0 i deres to første kampe – senest mod hinanden for tre uger siden.

    Lokomotiv Moskva topper gruppen med fire, mens torsdagens FCK-modstander, FC Zlín, har et point.

    /ritzau/