De rivaliserende palæstinensiske grupperinger Hamas og Fatah er nået til enighed om en politisk forsoning.
Aftalens nærmere indhold vil blive præsenteret på et pressemøde i Kairo senere torsdag, beretter Palestinian Information Centre, der støtter Hamas.
Hjemmesiden citerer medlemmer af Hamas’ pressetjeneste, men den giver ikke flere detaljer om, hvad aftalen indeholder.
Det vestligt støttede parti Fatah tabte magten i Gaza til Hamas efter kampe i 2007. Hamas bliver af Israel og en lang række lande i Vesten betragtet som en terrororganisation.
/ritzau/Reuters











