Tyrkiet beskylder Danmark for at hindre kamp mod terror

    Det er et “tilbageslag i den internationale kamp mod terrorisme”, når Danmark ikke udleverer en 42-årig terrormistænkt mand til Tyrkiet.

    Sådan lyder kritikken fra det tyrkiske udenrigsministerium, dagen efter at en 42-årig usbeker blev løsladt fra varetægtsfængsling i Danmark.

    De tyrkiske myndigheder mistænker ham for at have skaffet de våben, der blev brugt ved et angreb på natklubben Reina i Istanbul nytårsdag 2017.

    Tyrkiet havde begæret manden udleveret fra Danmark, men det afviste Rigsadvokaten altså tirsdag. Derfor blev han i stedet løsladt.

    – Danmarks beslutning om at afvise Tyrkiets anmodning om udlevering af personen, der mistænktes for at være direkte relateret til terrorangrebet, hvor 39 personer med forskellige nationaliteter blev dræbt, er et tilbageslag i den internationale kamp mod terrorisme, lyder det.

    Udtalelsen kommer i en pressemeddelelse fra det tyrkiske udenrigsministerium, skriver det statslige nyhedsbureau Anadolu.

    Her kalder ministeriet i øvrigt Danmarks beslutning for en “krænkelse af FN’s beslutninger om bekæmpelse af Islamisk Stat”.

    Den 42-årige mand, der er bosat i Vejle, havde siddet varetægtsfængslet siden 19. juli, efter at Tyrkiet bad om at få ham udleveret.

    Han er fra Usbekistan, men har boet en årrække i Danmark.

    /ritzau/