Region Syddanmark vil løse lægemangel med klinik på sygehus

    Region Syddanmark vil løse manglen på praktiserende læger i Esbjerg-området ved at oprette en klinik på Sydvestjysk Sygehus til 3200 patienter. Det vil regionen nu søge ministeriel tilladelse til.

    Det fortæller TV Syd.

    Klinikken skal placeres i lokaler tæt på akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus.

    Region Syddanmark er ifølge sundhedsloven forpligtet til at sikre regionens borgere en god lægedækning med tilgængelige sundhedstilbud i hele regionen.

    Men regionen har i længere tid haft svært ved at leve op til forpligtelsen i flere områder herunder i Esbjerg-området.

    Der har gennem de seneste år været meget begrænset lægevalg i Esbjerg og omegn.

    Det har været nødvendigt at etablere et midlertidigt, regionsdrevet tilbud i Langlihuset i Hjerting og efterfølgende en klinik drevet af en privat aktør.

    Nu ansøger regionen Sundheds- og Ældreministeriet om tilladelse til at etablere forsøg med nye organisationsformer, så der kan etableres en almenmedicinsk klinik på sygehuset i Esbjerg.

    Klinikken vil i princippet begynde uden patienter. På grund af de begrænsede valgmuligheder af læge i byen, forventer regionen en hurtig tilgang til klinikken.

    Det skriver regionen i sit oplæg.

    Der ansøges i første omgang om en forsøgsperiode på seks år.

    Umiddelbart ser de praktiserende lægers organisation, PLO, positivt på forsøgets gennemførelse, oplyser TV Syd.

    Da en lægeklinik på Bornholm i april 2016 lukkede, uden at det lykkes at finde en afløser, oprettede Region Hovedstaden en lignende løsning for patienterne på sygehuset i Rønne. Det skriver TV2 Bornholm.

    Den blev oprettet som en midlertidig løsning, men klinikken har siden fået Folketingets ord for, at den har finansiering de næste seks år.

    /ritzau/