Dansk racerkvinde genvinder mesterskab i USA

    For andet år i træk har racerkøreren Christina Nielsen vundet det amerikanske IMSA-mesterskab i GTD-klassen.

    Natten til søndag dansk tid måtte hun og makkeren, italieneren Alessandro Balzan, ganske vist nøjes med en niendeplads i den afsluttende afdeling på Road Atlanta, men samlet vandt duoen mesterskabet.

    – Det føles helt uvirkeligt at have vundet mesterskabet to år i træk og særligt i år, med alle de stærke fabriksteams der er kommet ind i klassen. Så jeg er utrolig glad og stolt over at få endnu et mesterskab.

    – Løbet i dag var noget møg. Men heldigvis har vi kørt nogle fantastiske løb i løbet af sæsonen, som har givet os mesterskabet.

    – Jeg ved endnu ikke, hvad fremtiden kommer til at bringe, men jeg ved, at jeg ikke kommer til at køre hos Scuderia Corsa, siger Christina Nielsen i en pressemeddelelse.

    Også i GTD-klassen blev Michael Christensen nummer to på Road Atlanta i sin Porsche.

    I GTLM-klassen vandt Jan Magnussen og spanske Antonio Garcia samlet mesterskabet efter en andenplads i deres Corvette.

    /ritzau/