Line Røddik melder afbud til VM-kvalifikationskampe

    Det kvindelige danske fodboldlandshold kommer til at klare sig uden Line Røddik i de kommende VM-kvalifikationskampe mod Sverige og Kroatien.

    FC Barcelona-spilleren er blevet nødt til at melde afbud på grund af en skade i akillessenen, meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

    DBU fortæller, at en erstatning vil blive udtaget i næste uge.

    Line Røddik var i sommer med til at sikre Danmark sølv ved EM i Holland.

    Den 29-årige forsvarsspiller var med 132 A-landskampe den mest rutinerede i truppen til kampene mod Sverige og Kroatien.

    Danmark møder 20. oktober Sverige på udebane i VM-kvalifikationen.

    Fire dage senere spiller Danmark ude mod Kroatien.

    Det danske hold har tre point efter en kamp i VM-kvalifikationens gruppe 4.

    Danmark vandt i september 6-1 ude over Ungarn.

    Det skete trods en tumultarisk optakt til kampen på grund af en konflikt mellem DBU og kvindelandsholdet om en kommende lønaftale.

    Konflikten er stadig ikke løst.

    /ritzau/