En person er ramt af skud i Københavns Nordvestkvarter

    Der har natten til lørdag været et skyderi i København, hvor en person er blevet ramt.

    Det oplyser vagtchef Lars Westerweel fra Københavns Politi.

    – Vi modtager en anmeldelse klokken 00.11 om et skyderi ud for adressen Tomsgårdsvej 83 i Nordvestkvarteret, siger han.

    – Den forurettede er bragt på hospitalet. Jeg har ikke noget om hans tilstand, tilføjer han.

    Ingen er anholdt i forbindelse med skyderiet.

    – Vi er derude i øjeblikket, men mere kan jeg ikke sige lige nu, lyder det fra vagtchefen kort før klokken to.

    Siden midten af juni har der i København været adskillige skudepisoder, som muligvis er udløst af uoverensstemmelser mellem bander.

    Politiet har som reaktion på de mange skyderier blandt andet oprettet midlertidige visitationszoner i de dele af København, hvor der er blevet affyret våben.

    En visitationszone betyder, at politiet stikprøvevis kan undersøge personers kroppe, deres tøj, genstande og køretøjer.

    I dele af Nordvestkvarteret er der fortsat visitationszone. Det samme gælder visse dele af Nørrebro.

    /ritzau/